Børn om overvågning: Det bedste er friheden!

Børn om overvågning. Johanna Okkels, som går i 8. klasse på Zahles Skole, har skrevet en både facetteret og fængende kort novelle om overvågning og børn og voksne.

Overview’en vibrerede hidsigt fra inderlommen på min skriggule patruljevest. Mindede mig om, at det nu var tid til frikvarterets første sikkerhedsstatus.

Det var ikke ligefrem fordi vold og ulykke var det første, der faldt mig ind, da jeg lod blikket glide rundt i skolegården. Børnene spillede fodbold, legede fange-leg, gravede dybe hulleri sandkassen, og alle de andre åndssvage beskæftigelser, jeg var så vant til at iagttage under min patruljevagt. Ikke noget forkert eller opsigtsvækkende syn. Alligevel måtte det jo gøres.

Efter igen at have sikret, at alt var som det skulle være, indtastede jeg frikvarterets sikkerhedsstatus på Overview’en; Alt er fint. Ingen slagsmål.

Som en del af min pligt som patruljevagt kastede jeg også et blik på ikonet nederst på Overview’ens skærm. Det lyste grønt, hvilket betød, at ingen af børnene var i fare for hverken: Energi-mangel, dehydrering, forhøjet blodtryk, vejrtrækningsproblemer osv…

Alt dette blev tjekket ved hjælp af bare et lille armbånd koblet fast om hver elevs håndled. Det var designet med indbygget GPS, så det udover at kunne holde øje med hvordan barnet havde det, også gav præcis besked om, hvor barnet var.

“Hey, du der? Det er dig, der er patruljevagt, ikke?” En mand dukkede op bag mig. Han viftede utålmodigt med en frostpose, og fortsatte, mens han pegede på Overview’en;

“Kan du ikke lige tjekke hvor Louisa fra 1.b er henne? Jeg glemte at give hende madpakken med…”

Jeg trykkede mig ind på satellitkortet over skolegården, der afslørede et hav af myldrende prikker med navn og klasse. Ifølge GPS’en, der var tilknyttet Louisas armbånd, skulle hun befinde sig lige dér, hvor jeg stod. Jeg så mig forundret omkring, og fik øje på én af de larmende piger, der hele frikvarteret havde løbet rundt med sine venner lige i nærheden af mig.

“Er det hende der..?” spurgte jeg tøvende. Nej, det kan ikke passe, tænkte jeg skeptisk. Der må være opstået en fejl på Louisas GPS-armbånd, overbeviste jeg mig selv om.

Manden, som indtil nu havde været koncentreret om Overeview’ens skærm, rettede blikket mod de legende piger. “Louisa!“ lød det begejstret fra ham, men der var noget overrumplet ved den måde han kom sin datter i møde på;

“Nåh, så du var jo lige dér, skat…” Med sammenknebne øjne iagttog jeg faren, da han hastigt afleverede madpakken til sin datter, hvorefter han med et kort farvelknus forlod hende og skolegården.

Jeg fulgte manden med øjnene, da han skyndte sig videre i retning mod togstationen, der lå på den anden side af vejen.

"Hvad er det for et system, vi lever i?", kunne jeg ikke lade være med at tænke. Han fik ikke engang øje på sin datter, selvom hun legede et par sølle meter fra os.

Der var heller intet i ham, der opfangede hans datters stemme, selvom Louisa larmede med sine venner, så man ikke kunne undgå at høre den.

Pludselig skammede jeg mig over mit fritidsjob som patruljevagt. Er det dét, jeg vælger at støtte op om? Spørgsmålet sneg sig ind i mit hoved som en ubuden gæst. Jeg vidste, at det var den slags tanker, man gjorde klogt i at holde for sig selv.

Desuden var jeg blevet ret glad for mine 500 kr. i timen. Jeg frydede mig ved tanken om, at jeg bare iført gul vest, Overview’en og et fornuftigt og ansvarsfuldt smil på læben kunne tjene så mange penge.

En summende lyd rev mig brat ud tankerne og tilbage til virkeligheden. Overview’en summede igen, selvom frikvarterets sidste sikkerhedsstatus for længst var sendt afsted. På satellitkortet over skolegården opdagede jeg irriteret, at et par børn myldrede rundt uden for gårdens grænse, der var markeret med en rød streg. Prikkerne blinkede alarmerende. Sådan gjorde de altid, hvis et par eventyrlystne elever vovede sig ud i buskadset; gråzonen, kaldte vi det.

Nu igen! Hvad ville de egentlig derude? Faktisk havde jeg intet problem med at børnene strejfede lidt rundt i buskadset, der omkransede skolegården. Men allerede efter min allerførste patruljevagt - dengang for halvandet år siden - måtte jeg erkende, at det ikke var min mening, der talte. Hvis sikkerhedsudvalget ville have det, skulle jeg da nok få de børn tilbage indenfor gårdens trygge grænser. Hvis de overbekymrede forældre ville have det sådan, skulle jeg da nok passe mit arbejde.

Alligevel var det med et lille strejf af modvilje, at jeg begav mig på vej mod skolegårdens anden ende.

“Skrub af, vi gemmer os,” viskede den lille dreng. Han havde blade og mudder i ansigtet, og udtrykket i hans grønne øjne fortalte mig, at han rent faktisk mente det alvorligt.

Jeg hævede øjenbrynene; “Gemmer jer?” Mit forsøg på at skjule det hånlige smil lykkedes ikke helt. Et andet hoved tittede frem bag en gren; “Du må ikke fortælle nogen om vores hemmelige hule! Det må du ikke!” Stemmen var tryglende - ja, næsten ængstelig. Ikke ligeså trodsig og kampberedt, som ham den anden.

“Hør her, det er mit job at sørge for at alle bliver indenfor skolegården. Hvorfor er det så vigtigt for jer at være herude?” Jeg gjorde en gestus mod vildnisset af det indtørrede buskads, der dækkede området. Det virkede for mig temmelig meningsløst at fise rundt herude, når man ligeså godt kunne lege på de special-designede klatrestativer i skolegården.

“Vil du ik’ nok?” fortsatte drengen bedende. Det var dér, det gik op for mig, at det mudder, der var tværet ud i ansigterne på dem begge umuligt kunne være tilfældigt snavs.

Det dannede to vandrette streger, der omhyggeligt var smurt ud på drengenes kinder. Det ligende krigsmaling. Og det mindede mig om noget. Jeg kunne bare ikke komme i tanker om, hvad det var.

“Jeg er bare patruljevagt,” forsvarede jeg mig. Jeg ville ikke fremstå som en egoistisk nar, der aldrig hjalp andre, når de havde brug for det. Alligevel var det da også for åndssvagt… Hvordan kunne de tro, at de havde en hemmelig hule, som ingen andre kendte til?

Det summede fra indersiden af vesten, og det gik op for mig, hvor længe jeg havde ladt drengene blive herude i gråzonen. “Så er det ind!” sagde jeg bestemt og pegede mod skolegården. Jeg ville nødigt havde ballade med sikkerhedsudvalget.

Den trodsige af dem, ham med de grønne øjne, knugede hænderne og sendte et isnende blik til Overview’en, der kunne anes indenfor min skriggule vest, hvorefter han tavs og sammenbidt traskede tilbage mod skolegården.

“Lov os det!” bad den anden indtrængende. Jeg forblev tavs, stadig med armen rettet mod gården, men indeni mærkede jeg den dårlige samvittighed brede sig.

Frikvarteret havde nået sin ende. Der var bare ingen af de legende børn, der vidste det endnu.
Jeg talte ned. 13 sekunder… 12 sekunder… 11 sekunder… Fra min plads midt i gården havde jeg godt udsyn til alt og alle. Dette tidspunkt var mit yndlings på hele frikvarteret.

10… 9… Jeg betragtede mylderet af de små mennesker, som tilsammen dannede ét stort vrimlende tæppe, der var jævnt fordelt ud over gården. 8… 7… 6…Om lidt ville deres armbånd vibrere, og de ville vide, at det nu var tid til at gå ind til næste lektion. 5… 4… 3 sekunder tilbage.

Med ét stoppede hver eneste af de flere hundrede elever brat deres leg, som frosset til stedet. Jeg iagttog med tilfredsstillelse hvordan tæppet af elever nu myldrede mod indgangen. Næsten som om de alle var fjernstyrede.

Det var på min vej hjem, jeg kom i tanker om hvad det var, krigsmalingen havde mindet mig om;

Vi råber og skriger af glæde. Vi slap væk gennem Fru Bjørnwigs stakit, og dét er noget af en bedrift! Nu nyder vi en sejrs-sodavand oppe fra toppen af trækronerne; både Simon og jeg er ret stolte af vores hjemmelavede hule.

Tænk at vi, to ti-årige drenge, kan bygge sådan en!

Her har vi udsigt over alle kolonihaverne samt ænderne, der roligt plasker omkring i andedammen.
“Hvad er det bedste ved det her sted?” spørger jeg Simon, der lader sine bare fødder dingle ud over kanten. “Hmm…” Han tænker sig om et øjeblik, før han svarer:

“Det bedste er friheden. Her er der ingen, der ved, hvor vi er. Her er der ingen, der kan sige, at vi skal passe på. Her kan vi bare være os selv, lige som vi er.” “- og drikke sodavand” tilføjer jeg og tager en slurk. “Ja, og drikke sodavand!” griner Simon. Vi griner begge to. For livet er dejligt heroppe i trækronerne.

Det bedste er friheden.